Kistler
Kistler
For snart mange år siden faldt vi i svime over en vin på en lille restaurant i Stockholm – begejstringen var så stor, at den fuldstændig overdøvede fokus på den mad, vi fik den til – som dog vist var udmærket. Vinen i Flasken var en Kistler Les Noisetiers, en chardonnay. Og den var dyr.
Så godt kan vin altså smage var den oplevelse, der satte sig, og det blev for Crimewine en referencevin: Den er for dyr og for vanskelig at få fat i i større mængder, men den vin vi køber ind skal kunne give os en tilsvarende stor og stærk smagsoplevelse – naturligvis modereret i forhold til prisen.
Det viste sig ved efterfølgende efterforskning, at det på ingen måde var nogen tilfældig vin, vore ganer var løbet ind i. Det er således ikke sådan lige til at finde bedre vinhuse end Kistler Vineyards. Her vokser Chardonnay på femten vinmarker fra Carneros til Sonoma Valley, Russian River Valley og Sonoma Coast. Huset har arbejdet med den samme fremragende Chardonnay-klon siden midten af 1980'erne. Den blev importeret fra Bourgogne i den tidlige del af det 1900-tallet. Druens lange historie i Californien betyder, at den er blevet udvalgt for og af californiske bønder og vinproducenter hele århundredet og ind i det 21. århundrede. Det er ikke så mærkeligt, for den modner flot under de californiske vækstbetingelser. Kistler har gennemgået yderligere udvælgelser af klonen gennem årene, finpudset og udbredt den baseret på de karakterer, som netop Kistler finder mest overbevisende; lavt udbytte, små bær, stor koncentration i frugten og en unik evne til at bevare sin naturlige syre under modningsprocessen.
Druerne høstes i nattens mulm og mørke og frem for alt kølige temperaturer. Så er druerne friskest og bevarer bedst deres syrlighed. Det kan lyde lidt pjattet, men druerne er faktisk i en anden fysiologisk tilstand klokken tre om morgenen, end den er midt på dagen.
Alle Kistlers Chardonnay-vine er gæret i husets underjordiske fadkælder, hvor vildgær og naturen styrer økologien. De lagrer på håndlavet og lufttørret træ fra St. Romain, som efter tre år bliver til tønder. Hver Pinot Noir-gæring overvåges manuelt over fireogtyve timer om dagen. Gæringen styres så lidt som som overhovedet muligt. Vinene gærer derfor på vildgær ved moderat kølige temperaturer og med lidt eller ingen bearbejdning af druerne.
Normalt er Kistler-vine sjældne vine på markedet, da Kistler nærmest udelukkende sælger deres vine via en mailingliste til deres trofaste, udvalgte kunder, som har fulgt huset, stort set siden det blev grundlagt i 1978. Ved at ansøge et års tid i forvejen kan man godt være heldig at få tildelt en kasse eller to, men selv for Crimewine er dette for småt og vinene bliver for dyrere. Vi henviser derfor til at købe Kistler-vine andetsteds, fx hos Pedersborgvin.dk, hvor den angivne pris er for en årgang 2020 af Kistler Les Noisestiers (dec. 2023).
PS: Det skal nævnes, at Kistler har en konkurrent, der producerer en vin, der – på grund af navnet – umiddelbart placerer sig endnu mere i centrum i det crimewineske vinunivers. Den hedder ”The Judge Chardonnay” og er produceret af Kongsgaard Wine. Vinen er opkaldt efter vinmagerens far, der over en lang årrække var dommer i Napa Valley. Den smager også godt … – og den kan du også være heldig at kunne købe i Danmark – men prisen …. 9.995,00 kr. for en flaske af årgang 2019 hos finewines.dk (dec. 2023).